Advokatfirmaet Wittenborn

Kvalitet, effektivitet, tilgængelighed og gennemsigtighed

Om advokatfirmaet

Advokatfirmaet Wittenborn ApS blev etableret i 2015 med særligt fokus på at yde rådgivning af højeste kvalitet til danske erhvervsvirksomheder.

Det er vores grundlæggende DNA, at vores erhvervskunder altid rådgives med udgangspunkt i en kommerciel forståelse for kundens forretning. Vores udgangspunkt for enhver sag er derfor først og fremmest kundens behov. Kun gennem en forståelse herfor er det muligt at bistå kunden i valget af den rigtige strategi for den konkrete sag.

Vi rådgiver også private på visse retsområder, og vi er meget bevidste om, at ikke-professionelle kunder kan have begrænset erfaring med at søge juridisk rådgivning og med det danske retssystem. Derfor har vi meget fokus på at møde vores private kunder dér, hvor deres udgangspunkt er.

Det er vores erfaring, at de bedste resultater opnås, når samarbejdet mellem advokaten og kunden er tæt og beror på gensidig respekt og tillid.

Kvalitet

Juridisk rådgivning af højeste kvalitet med fokus på kommerciel forståelse.

Effektivitet

Sager der løses kvalitativt og effektivt giver den bedste procesøkonomi.

Tilgængelighed

Vi møder vores kunder dér, hvor deres udgangspunkt er.

Gennemsigtighed

Åben sagsbehandling med fuldt overblik over processen.

Specialer

Vi tilbyder specialiseret juridisk rådgivning inden for en bred vifte af discipliner.

Erhvervs- og selskabsret

Generel og specifik rådgivning indenfor erhvervs- og selskabsretlige forhold, herunder selskabsstrukturer og koncernforhold. Vi bistår med stiftelse af selskaber, udarbejdelse af ejeraftaler, kontrakter, solvent likvidation og meget mere.

M&A (Mergers and Acquisitions)

Vi bistår vores kunder i forbindelse med virksomhedsoverdragelser, fusioner, spaltninger mv. Advokatfirmaet har i en årrække håndteret en række virksomhedshandler af betydelig størrelse og økonomi.

Bestyrelsesarbejde

Advokat Jan Wittenborn bestrider bestyrelsesposter i kapitalselskaber og i foreninger.

Køb og salg af erhvervsejendomme

Erhvervsejendomme handles efterhånden til betydelige købesummer og med store krav til sælgergarantier. Vi bistår både som køber- og sælgerrådgiver.

Erhvervslejeret

Rådgivning i erhvervslejeretlige forhold, herunder alt lige fra udarbejdelsen af lejekontrakten til håndtering af problemstillinger i forbindelse med fraflytning.

Insolvens

Rådgivning til ledelsen i nødlidende eller insolvente virksomheder. Alt lige fra forhandlinger af akkordaftaler med kreditorerne til indgivelse af virksomhedens egen begæring om konkurs. Herudover bistand til kreditorer.

Konkurskarantæne

Rådgivning til personer registreret som direktør, bestyrelsesmedlem eller medlem af tilsynsrådet — hvad enten behovet er forebyggelse eller beskikket advokatbistand til en konkret sag.

Entrepriseret og voldgiftssager

Entrepriseretlig rådgivning under AB 18, AB Forenklet, ABR 18 og AB Forbruger. Vi fører vores entreprisekunders voldgifts- og retssager.

Konfliktløsning

Bistand til virksomheder i forbindelse med håndtering og løsning af konflikter. Mere end 25 års erfaring og højt specialiseret i tvister ved danske domstole og voldgiftsinstituttet.

Berigtigelse af bolighandler

Vi tilbyder vores private kunder fuld køberrådgivning til en fast pris. Det er vigtigt for os, at vores kunder føres trygt gennem hele bolighandlen fra start til slut.

Advokaten

Jan Wittenborn

Jan Wittenborn

Advokat med møderet for Højesteret

Karriere

  • 1996 Kandidat i Jura ved Københavns Universitet
  • 2001 Advokatbeskikkelse fra Justitsministeriet
  • 2002 Møderet for Landsret
  • 2007 Møderet for Højesteret

Har gennem mere end 25 år i advokatbranchen haft fokus på at opnå specialistviden indenfor en bred vifte af juridiske discipliner. Gennem alle årene har en stor del af arbejdet omhandlet konfliktløsning og rets- og voldgiftssager. Højt specialiseret i processer ved de danske domstole.

Medlem af Advokatsamfundet, Danske Advokater og Procedureadvokaterne.

Forretningsbetingelser

1. Anvendelsesområde

Nærværende forretningsbetingelser er — medmindre andet skriftligt aftales — gældende for alle kundeforhold og for alle opgaver, som Advokatfirmaet Wittenborn ApS, CVR nr. 37 00 43 08, udfører.

2. Opgaven

Der påhviler advokatfirmaet at sikre, at opgaven løses juridisk korrekt. Opgaven løses på baggrund af modtagne oplysninger fra kunden, og de af advokatfirmaet i øvrigt frembragte oplysninger.

Ved etableringen af et kundeforhold sender advokatfirmaet et særskilt aftalebrev til kunden, og det er en forudsætning for samarbejdet, at kunden skriftligt tiltræder indholdet heraf.

3. Habilitet og interessekonflikter

I forbindelse med opstart af et nyt kundeforhold eller påbegyndelse af en ny opgave foretager advokatfirmaet altid en undersøgelse (konflikttjek) med henblik på konkret at sikre, at advokatfirmaet overholder Advokatsamfundets regler for håndtering af interessekonflikter.

4. Identitetsoplysninger og hvidvask

Såfremt sagen er omfattet af reglerne i Lov om forebyggelse mod hvidvask og finansiering af terrorisme (Hvidvaskloven), er advokatfirmaet forpligtet til at orientere kunden herom samt indhente og opbevare identitetsoplysninger på kunden.

5. Persondatapolitik

Advokatfirmaet behandler i forbindelse med rådgivning af vores kunder personoplysninger i en række tilfælde. Advokatfirmaet og dets medarbejdere er omfattet af reglerne om persondatabeskyttelse og GDPR. Se vores fulde persondatapolitik.

6. Fortrolighed

Oplysninger modtaget fra kunden, om kunden mv. behandles fortroligt. Advokatfirmaets medarbejdere er underlagt tavshedspligt i forhold til enhver sådan oplysning.

7. Klientmidler

Når advokatfirmaet modtager midler, der tilhører kunden, oprettes der en separat klientkonto. Klientmidlerne forvaltes i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler for klientkonti. Renter af klientkontomidler tilhører kunden.

8. Honorar

Det tilstræbes, at der inden opgaven påbegyndes foretages en forventningsafstemning, således at kunden har mulighed for at foretage en samlet vurdering af de med opgaven forbundne omkostninger.

Der foretages altid en samlet vurdering inden afregning, således at honoraret afstemmes i forhold til værdi, arbejdets omfang og kompleksitet, det opnåede resultat, det med sagen forbundne ansvar og det anvendte tidsforbrug.

Betalingsbetingelserne er 8 dage fra fakturadatoen.

9. Ansvar og forsikringsdækning

Advokatfirmaet er ansvarlig over for kunden i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. Der er tegnet ansvarsforsikring og stillet garanti i henhold til de af Advokatsamfundet fastsatte regler.

Forsikringen er tegnet hos Codan Forsikring A/S. Ansvarsforsikringen dækker tab som følge af advokatansvar med indtil DKK 4.000.000 pr. advokat pr. år.

10. Klage

I tilfælde af en tvist om salær og/eller utilfredshed med en advokats adfærd, kan kunden klage til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, www.advokatnaevnet.dk.

11. Lovvalg og værneting

Klientforholdet og tvister opstået som følge af advokatfirmaets rådgivning er i enhver henseende underlagt dansk ret, og tvister, der ikke kan løses i mindelighed, kan alene indbringes for danske domstole.

Persondatapolitik

1. Generelt

Nærværende persondatapolitik beskriver, hvordan Advokatfirmaet Wittenborn ApS behandler dine personoplysninger, og hvilke rettigheder du har i forbindelse med behandlingen.

Advokatfirmaet har oprettet interne procedurer for sletning, opbevaring og videregivelse af personoplysninger for at sikre integritet, fortrolighed og sikkerhed.

2. Dataansvarlig

Advokatfirmaet Wittenborn ApS
CVR nr. 37 00 43 08
Spotorno Allé 12, 1.
2630 Taastrup

Kontaktperson: advokat Jan Wittenborn
jan@adv-wittenborn.dk
Mobil: +45 20 18 33 88

3. Formål og behandlingsgrundlag

Personoplysninger indsamles til brug for at kunne udøve advokatvirksomhed, herunder forbedre rådgivning og andre tjenester, opfyldelse af lovgivning (fx Hvidvaskloven og Bogføringsloven) samt at kunne forsvare sig imod eller etablere retskrav.

4. Kategorier af personoplysninger

Advokatfirmaet behandler alene de personoplysninger, der er nødvendige for at kunne opfylde formålet, herunder almindelige, fortrolige og følsomme personoplysninger afhængigt af den konkrete sag.

5. Opbevaring

Som udgangspunkt gemmes personoplysninger relateret til sager i 5 år fra sagen er arkiveret. Specifikke sagstyper kan grundet særlige forældelsesregler opbevares i op til 30 år.

6. Dine rettigheder

Du har ret til indsigt, berigtigelse, sletning, begrænsning af behandling, dataportabilitet samt ret til at gøre indsigelse mod behandling af dine personoplysninger i henhold til GDPR.

Anmodninger behandles inden for maksimalt 30 dage.

7. Datatilsynet

Du har mulighed for at klage til Datatilsynet over advokatfirmaets behandling af dine personoplysninger.

Datatilsynet
Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby
Telefon: +45 33 19 32 00
dt@datatilsynet.dk
www.datatilsynet.dk

Klientoplysninger

Advokatkontoret er omfattet af en ansvarsforsikring og garantiordning tegnet hos Codan Forsikring A/S. Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed udøvet af Advokatfirmaet Wittenborn ApS.

Advokat Jan Wittenborn er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126.

De advokatetiske regler kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside.

Kontakt

Advokatfirmaet Wittenborn ApS

CVR nr. 37 00 43 08

Spotorno Allé 12, 1.

2630 Taastrup

Klientkonto: SJF Bank A/S: 5292 0000317972